Hvem har stjålet nissekraften?
Nissen med det mærkelige navn, som de andre nisser griner af, mister det allervigtigste, og pludselig er julens trylleri borte. Hvem har dog gjort sig til tyv af noget så betydningsfuldt? Og hvorfor? Svarene på de spørgsmål skal ikke gives her.
Det er en forestilling om jul, venskab og kærlighed. Pakket ind i poetisk julegavepapir med små overraskelser, (næsten) ægte magi og en lille smule uhygge i børnehøjde.
Vi er stolte af at kunne præsentere én af Danmarks mest populære juleforestillinger, hvor I ikke bare kan opleve et unikt og medrivende stykke børneteater af højeste kvalitet, men også den efterfølgende dans og ønskesekvens med nisserne.
Når nissen med det mærkelige navn, som alle de andre nisser griner af, kommer på besøg er det med alt det, der hører til et rigtigt juleeventyr. Historien er et ægte julemysterie med magi, gys, grin, forventninger, skuffelse, juleglæde, pebernødder, kærlighed og meget mere.
Forestillingen favner og underholder på sin helt egen måde både børn og voksne, hvilket gør den særlig egnet til f.eks. juletræsfester, hvor både børn og voksne deltager.
Varighed: 1 x 55 min. (35 min. forestilling og 20 min. med sang og dans).
Manuskriptet er skrevet af den århusianske børneteatermager Poul Lokjær.
I hovedrollerne ses Asger Rasmussen og Maja Muhlack.