Jazzkatten på tur
– aktiv musikforestilling for de 2-6-årige
Følg med den nysgerrige kat rundt i verden på jagt efter jazzen, undervejs skal der synges, tælles, danses og en masse andet.
Jazzkatten på tur er en musikalsk historiefortælling for børn. Jazzkatten tager børnene med på en rejse ud for at lede efter jazzmusikken. På rejsen kommer de rundt i verden og oplever den fremmedartede musik. I løbet af forestillingen medvirker børnene til at forme handlingen, de leger med Jazzkatten og orkestret. Musikken bliver skabt i det øjeblik, vi alle sammen laver sambaoptog eller synger om, hvor godt vi kan lide chokolade.
Formålet med Jazzkatten er at præsentere børnene for begrebet levende musik, de rigtige instrumenter og den lyd, det giver, når man f.eks. tager en dyb tone på kontrabassen eller slår på den afrikanske tromme. Jazzkatten på tur vil også åbne børns ører for jazzmusikken, der med sin frie form og gentagne rytmiske strukturer understøtter børnenes egen musikalitet. Musikken i forestillingen er af høj kvalitet og fremføres af professionelle musikere.
Jazzkatten på tur består af fire musikere og musikpædagoger alle uddannet ved rytmiske konservatorier.
Clara Vuust
jazzkat og sang – uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium, og i leg, musik og bevægelse hos Lotte Kærså. Arbejder som kirkesanger i Ballerup (Pederstrup Sogn) og sang- og rytmiklærer på Roskilde Kulturskole.
Jesper Agesen
guitar – uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium og i New York. Underviser på Roskilde Kulturskole.
Lars Johnsen
kontrabas – uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium og i New York. Underviser på Holbæk & Omegns Musikskole.
Carsten Landors
trommer – uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium og i New York. Underviser på Holbæk & Omegns Musikskole.
Reference:
”Tak for en vidunderlig koncert, som I spillede og sang for os i Elverhøj. I indførte og henførte børnene i jazzens dejlige alsidige verden på en smuk, seriøs og børnevenlig måde gennem kattens spændende rejse til Afrika, Jamaica, Caribien, Brasilien og New York.” – Anne Grete Cederskjold, Den integrerede Institution Elverhøj.