KARLA
“Der har aldrig før i Danmark været en 12-årig, der rapper så godt – og så er det ovenikøbet en pige!” Så klar er beskeden fra Lasse “Pilfinger” Kramhøft, en af Danmarks mest succesfulde hiphop- producere. Og han er ikke den eneste stjerne, der har fået øjnene op for den unge rapper: Tessa er fan og siger, at KARLA er “ægte ben”. Artigeardit siger hun kan blive “nummer 1”.
KARLA er 12 år gammel og går i 7. klasse. Hun bor med sin familie på Amager, laver TikTok med veninderne og går til hiphop-dans i fritiden. Og så er hun en usædvanligt dygtig rapper – så god, at hun har fået en pladekontrakt med Sony Music.
Hun har allerede udgivet singlerne “Fan Af Mig Selv”, ”Flokken” og den helt nye ”All Right”, der er lavet i samarbejde med UNICEF og for nylig havde premiere på P3. Musikken er fuld af attitude og fede flows – det er vaskeægte girlpower med en stil, der leder tankerne hen på de kvindelige rappere, som på det seneste har domineret hitlisterne i USA og overtaget alt på TikTok: Doja Cat, Cardi B, Megan Thee Stallion – og selvfølgelig danske Tessa.
KARLAs sange handler om at have det fedt med sig selv i stedet for at gå og tænke på, hvad andre synes om én. At man ikke skal gå så meget op i, hvor mange likes man får. Et vigtigt budskab til børn og unge fra én, der selv står midt i det hele. Som hun rapper i ”Fan Af Mig Selv”:
“Folk siger til mig, jeg skal være som dem, være som dem, jeg skal være som dem /
Men jeg vil meget hellere bare selv bestemme, så de ka’ sige lige hva’ de vil, for jeg’ fan af mig selv!”
Den energi og selvtillid skinner også igennem, når KARLA optræder live. Hun har stået på scenen i mange af landets største koncertsale og har allerede 75 koncerter på CV’et. Hun har sunget kor for L.O.C. på landsdækkende tv, optrådt med Karen Mukupa, Yakuza og en lang række andre kvindelige rappere – og så har hun været med i MGP. Tilbage i februar sidste år stod hun foran 13.000 mennesker i Royal Arena sammen med veninden Liva, hvor de optrådte med nummeret “Brug Din Fantasi” – der nærmer sig 2 mio visninger på YouTube!
Og der er fart på for tiden: KARLAs sange er allerede blevet hørt over 400.000 gange på Spotify og YouTube. Hun brager igennem på TikTok, hvor 12.000 fans følger med. Hun har været i Go’morgen Danmark, prydet forsiden af Børneavisen og haft besøg af DR’s Ultra Nyt – og hendes musik bliver delt på de sociale medier af nogle af de største stjerner. I vinterferien sang KARLA for hele Danmark i ”Fællessang” på DR, og hun er nu i fuld gang med at forberede de næste singler og et efterår med masser af koncerter.